SORT SOL

OM SORT SOL

Og en bestemt dag ved daggry tager den syvende
Tutuguri hul på dansen ved at slå på en af lamellerne
med en kølle av meget sort metal.
Så ser man mændene med korsene som var de sprunget op
af jorden, de kommer nærmere i en springende cirkel og
hver af dem skal gå rundt om sit kors syv gange uden
nogen sinde at bryde den store cirkel.
Jeg ved ikke om det er vinden der rejser sig,
eller om en vind rejser sig fra denne musik fra dengang
der stadig er her endnu i dag,
men man føler sig som pisket af et nattepust,
et åndedrag der er steget op fra en forsvundet
menneskeheds huler og nu vil vise sit ansigt her,
et malet ansigt,
med hånleende nådesløse træk.
Vær ren og kysk,
syns det at sige.
Vær osse jomfruelig.
Denne hule tid,
en hul tid,
en slags udmattende tomhed mellem de vibrerende
trælameller,
intet der påkaller menneskets stamme,
menneskets krop skåret i snit
i de indre tings raseri
(ikke deres feber)
Hvor man under intet
aflæser
lyden af store klokker i vinden,
braget fra marinens kanoner,
bølgernes gøen i stormerne fra syd.
Kort sagt hesten der kommer nærmere bærer
en mands krop på sig,
en nøgen mand der svinger ikke med et kors
men med en stang af jernhårdt tre,
fæstet til en gigantisk hestebrynje,
hvor hele dens krop kan være,
dens krop der er dækket med blødende hugsår,
og der er hestebrynjen
som en gabestoks kæber,
som mennesket har erobret
med dens blødende hugsår.